Han holdt sit løfte / Sit løfte har han holdt

……….. således lyder overskriften på mindestøtten der står ved landevejen imellem Lunde og Søndersø, lige ved vejen til Stensby og Skamby. Støtten er rejst som et mindesmærke for ophævelsen af hoveriet og herremændenes magt over almindelige mennesker og måske på grund af placeringen ved Skambyvejen blev i daglig tale af mange kaldt “skamstøtten”.

Men historien er en helt anden, det man ville mindes var ikke magtmisbrug og den mørke middelalder med skamhest og gabestok, men derimod en fremsynet og omsorgsfuld Adelsmand på Dallund Slot.

Carl Baron Blixen-Finecke havde nemlig allerede i 1851, ved stavnsbåndets ophævelse lovet bønderne i Søndersø og de omkringliggende sogne, hvor Dallund jo hidtil havde ejet al jord, folk og fæ, at de kunne købe deres gårde på fornuftige vilkår.

Mindestøtten blev rejst i 1867 hvor de fleste bønder havde erhvervet deres egne gårde og en ny lokal verdensorden var skabt.

Efter mere end 150 år med varierende grad af vedligeholdelse var støtten i fare for helt at forsvinde indtil Søndersø Bylaug i 2018 tog initiativ, og ved hjælp fra Nordfyns Kommune, Odense Museum, fonde og et mindre tilskud, kunne man levere et lokalt bidrag til en vigtig del af danmarkshistorien, nemlig Bøndernes frigørelse på Nordfyn.